
Klassisk musik er for alle, der søger en enestående oplevelse – og både børn og voksne kan få stor glæde af at lytte til klassisk musik og opleve orkestret folde sig ud. I skal bare læne jer tilbage og lade musikken fortælle historien.
Et af Aalborg Symfoniorkesters helt nye tiltag for børn og deres familier er den musikalske og altid glade pingvin Chopingo. Han er Aalborg Symfoniorkesters nye maskot og har fået skrevet sin helt egen sang af Sigurd fra Sigurds Bjørnetime. Sangen bliver spillet ved alle børne- og familiekoncerter.
Aalborg Symfoniorkester har fået lavet en lille Chopingobamse, som alle børn, der kommer til skolekoncert med orkestret, får foræret, og som man til familiekoncerterne kan købe billigt.
Chopingo har også sin egen hjemmeside, hvor man kan lære om orkestrets instrumenter og høre deres klang, finde undervisningsmateriale og en masse andre sjove ting.