MUSIK I FOKUS

Jeg kender tre unge mennesker, Alexander, Gro og Anna, der har været i Andalusien med deres forældre i sommerferien. Da de fortalte mig om ferien, gjorde de mig opmærksom på to oplevelser, som jeg efterfølgende har funderet over.

Den ene oplevelse udspringer af en situation, hvor de unge mennesker af deres mor fik en for dem uinteressant og irrelevant belæring om Columbus' liv og færden samt katedralernes arkitektoniske opbygning. De unge menneskers holdning var helt klart den, at denne intellektuelle belæring burde have hørt hjemme i skoletiden og ikke på en ferie.

Den anden oplevelse var, da de unge mennesker mødte en frodig dansk kvinde bosiddende i Spanien, og hun passioneret og med åbne arme bød velkommen og med et stort engagement levende inddrog de unge mennesker i hendes kreation af den spanske nationalret paella.

DISSE TO OPLEVELSER gav mig stof til eftertanke, for hvis man analyserer det, vi har at gøre med, på den ene side formidling gennem information og intellektet, og på den anden side formidling gennem engagement, passion og emotion.

Det var tydeligt, at den intellektuelle information bevirkede, at de unge mennesker lukkede af for at opleve og blive påvirket af kultur. Derimod åbnede kvindens engagement og passion samt den måde hun formidlede kultur gennem madlavning virkelig alle sanserne hos de unge mennesker, gjorde dem nysgerrige og gav dem endda lyst til at tage del i madlavning efterfølgende.

JEG KAN IKKE lade være med at fundere over de to metoder til at formidle kultur på.

I hvilken rækkefølge tager vi tingene? Tit ser jeg i kultursammenhænge, at information bliver intellektuelt givet, før man oplever mødet med den levende kunst. Der er argumenteret for, at det er nødvendigt at have en intellektuel ballast for at kunne forstå et kunstværk, en komponist eller et stykke musik.

Men det er lidt interessant, at da de unge mennesker fik en belæring, så lukkede de ned for selve oplevelsen af kulturen og sagde: " Vi er her for at opleve og ikke for at blive belært". Det interessante ved oplevelsen med paellaen er, at de unge mennesker blev tændt lige præcis i mødet med passion og udtrykte følelser, som skabte det rette rum for, at de blev berørte.

Man kunne fundere videre over, at hvis en kulturinstitution ikke formår at skabe engagement og følelsesmæssige relationer til deres gæster, så ligger der en risiko i, at den kultur, man forsøger at formidle, ikke får det rette rum for at udfolde sig.

JEG SYNES, DET er interessant med den måde, som mange museer er begyndt at formidle historien på. Jeg har selv her i sommer oplevet to forskellige formidlingsmetoder.

Den ene var på et museum, hvor jeg troligt gik rundt til de små skilte og læste og læste om vikingeredskaber. Den anden formidling var på et museum, hvor et menneske, meget engageret og passioneret, fortalte om vikingeredskaber.

Jeg må sige, at som de unge mennesker i Andalusien ikke blev feststemt af belæringen om Columbus, så havde jeg lidt den samme oplevelse, da jeg læste om vikingeredskaberne.

Derimod gik det rent ind, da passionen var det, der først blev formidlet til mig. Efterfølgende gik jeg faktisk hjem og læste om vikingetiden, fordi kustodens passion om vikingetiden havde vakt min interesse.

Jeg ender med at tænke, at hvis kunst skal røre og berøre, skal der være en følelsesmæssig forbindelse mellem modtager og afsender, skabt gennem engagement og passion, inden eller samtidig med information.